Velkommen

Festival På Tværs

Workshops

Myndighed og myndighederne

Vi ved, at mennesker har svært ved at fastholde myndighed når de møder ’systemet’. Vi ved også, at sagsbehandlere og socialarbejdere har svært ved, at finde tid og plads til at lave deres arbejde, sådan som de syntes det burde laves – og at de ofte rammes af stress.

Under temaet ’Myndighed og myndighederne’ vil vi gerne sætte gang i drøftelser om hvordan vi kan fremme respekt og myndighed i det sociale arbejde – både for klienter, brugere og medarbejdere.

Workshoppen indledes med et oplæg fra Ellen Ryg Olsen. Ellen har igennem sit tidligere arbejde som lægekonsulent været vidne til en bekymrende udvikling i samspillet mellem socialarbejdere, sociallovgivning og borgere, hvor syge mennesker tvinges i arbejde.

Ann-Christine Larsson og Annika Andersson vil fortælle om deres bog ’ Varför frager ingen oss?’. Bogen handler om empowerment og om at finde tilbage til arbejdet efter langtidssygdom og er skrevet af forskere og langtidssyge i fællesskab.

Hvordan kan mennesker, hvad enten de er sagsbehandlere, arbejdsløse eller syge, få mere myndighed ind i ’systemet’? Ellen har nogle bud på, hvad der skal til for at vende udviklingen. Fra Sverige har vi hentet nogle helt andre bud. Vi inviterer workshoppens deltagere til at komme med deres bud.

 

Workshop ledelse: Mia Husted

 

Anerkendelse og arbejde

Arbejdet er også dér hvor vi opsøger bestemte former for ankerkendelse, synlighed og respekt, som ikke altid bliver indløst. Mangel på anerkendelse kan få alvorlige personlige konsekvenser hvad enten krænkelsen opleves i arbejdet eller som arbejdsløs.

Under dette tema vil smage på og drøfte behovet for anerkendelse.

Rasmus Willig er verdensmester i den tyske filosof Axel Honneth’s anerkendelsesteori. Rasmus vil indlede workshoppen med et oplæg om anerkendelsesteorien og samtidig give hans bud på, hvorfor behovet for anerkendelse er blevet en aktuel og central udfordring til både arbejdspladserne og det sociale arbejde.

Workshoppen vil diskutere, hvordan vi kan forstå anerkendelse i praksis og hvad der kan bane vejen for mere af det.

 

Workshop ledelse: Mia Husted

 

Krop og arbejde

Ofte starter udstødningshistorier i kroppen – en slidskade, en alvorlig skavank, et invaliderende stressforløb eller måske en pludselig hjerneblødning. I de dynamiske nye ledelseskoncepter og organisationer er der ikke altid tid til at vente og plads til dem som ikke kan arbejde 100 %.

Under temaet om ’Krop og arbejde’ vil vi gerne sætte spot på kroppen på arbejde med en fortæller workshop. Fortællingerne kan måske give os indsigt i, om der kan gøres mere for at ondt i kroppen ikke bliver til farvel til arbejdet eller til ondt i livet?

Workshoppen indledes af Boliana Thomsen som tager deltagerne med til lidt bevægelse. Ole Bej og Vera Nørgaard Hansen fortæller hver deres historier om krop og arbejde hvorefter workshoppens deltagere inviteres til at byde ind med deres fortællinger.

 

Workshop ledelse: Kurt Aagaard Nielsen

 

Det normale og det skæve

Arbejdsmarkedsudviklingen stiller høje krav til ’normal arbejdskraften’ - og faktisk også til de arbejdsløse, som håber på at nærme sig et arbejde gennem aktivering og selvudvikling. De utilpassede, afvigende eller anderledes mennesker falder uden for kursen.

Det betyder noget at være synlig – både på arbejdspladsen og i det offentlige rum. Det betyder også noget, når mennesker og livs forhold er usynlige eller fremmede.

Dette tema handler om forholdet mellem normalitet og afvigelse – om udsatte liv og om vores syn på andre og vores syn på os selv.

Workshoppen indledes med, at kunstnerkollektivet ’ skæve børn’ præsenterer deres projekt ’ skæve børn i smølfeland’, som består af forskellige forsøg på at synliggøre og nuancere det udsatte og afvigende.

Birte Bech-Jørgensen bidrager med et oplæg om ’normalitet og identitet’ og foreslår måder at inkludere det usædvanlige.

Workshoppen vil diskutere betydningen af det usædvanlige – både i vores lokalmiljøer og i os selv.

 

Workshop ledelse: Ditte Tofteng

 

Arbejdsløshed: før, nu og i fremtiden

Med temaet ’ arbejdsløsheden: før, nu og i fremtiden’ vil vi gerne sætte fokus på livet som arbejdsløs. Hvordan opleves det at være arbejdsløs i dag – og hvordan skulle arbejdsløshedssystemerne se ud, hvis de arbejdsløse helt selv måtte bestemme?

Workshoppen indledes med kritik billeder af arbejdsløshedsprojekter eller kritiske spil. Johs Bertelsen supplerer med en fortælling om nutidens arbejdsløshedsprojekter i Settlementet - set med projektledelsens briller.

Ditte Tofteng og Mogens Johansen præsenterer ’Junglehuset’ og ’paraplyen’ – to utopier om bedre arbejdsløshedssystemer, som er lavet af arbejdsløse i 2003 og 2006.

I denne del af workshoppen diskuteres nutidens arbejdsløshedsprojekter. Hvor går det galt og hvor går det godt? Er der noget i utopierne som kan bruges – og hvordan kan vi skubbe på en bedre udvikling af arbejdsløshedsprojekter i fremtiden?

 

Workshop ledelse: Ditte Tofteng

 

Arbejdsløshed og fællesskab

For 30-40 år siden fandtes der en bred vifte af arbejdsløshedsprojekter – også sociale og kulturelle projekter som rakte ud over arbejdsmarkedet. Vi inviterer til at grave i fortiden og kigge på udviklingen af fællesskaberne i og uden for arbejdet.

Workshoppen indledes med sang. Kirsten Juul Andersen og Lynn Hansen fortæller om daghøjskolernes arbejdsløshedsprojekter i perioden 1970’erne til 1990’erne, hvor ’læring for livet’ og ’oplysning og oplivning’ var kerneværdier.

Hvad lærte vi om arbejdsløshed, livskvalitet og aktivitet af disse projekter? Er der kvaliteter og læring som er blevet forsømt i nyere tids arbejdsløshedsprojekter?

Workshoppen vil pudse erfaringerne af og drøfte, om der er noget som vi bør huske bedre på.

 

Workshop ledelse: Mia Husted

 

Socialt ansvar

Det er snart 15 år siden, at virksomhedens sociale ansvar blev lanceret som et vigtigt bindeled mellem arbejdsmarked og socialpolitik. Hvordan står det egentlig til med det sociale ansvar? Kan nye metoder så som coaches og mentorer rykke ved noget? – og er der noget der rykker os tættere på et forebyggende arbejdsliv i sunde rytmer?

Med temaet ’ socialt ansvar’ vil vi både tage temperaturen på det sociale ansvar i dagens Danmark og undersøge, om det sociale ansvar kan skubbes mere i retning mod et sundt og bæredygtigt arbejdsliv for alle.

Helle Holt indleder med en fortælling om, hvordan det står til med ’Det sociale ansvar’ på de danske virksomheder – hvilke initiativer ser ud til at går godt, hvad går knap så godt – og er der sociale opgaver som slet ikke bliver løst?

Lars Holmbo fortsætter med en fortælling om, hvad mentornetværk kan betyde. Lars Holmbo medbringer en direktør, som var deltager i ét af Lars Holmbo’s første mentornetværk, som kan fortælle hvilken betydning mentornetværket har haft for ham og hans virksomhed.

Workshoppen spørger hvor langt vi er kommet med det sociale ansvar – og om vi er kommet langt nok?

 

Workshop ledelse: Ditte Tofteng

 

Ledelse og udstødning

Nye ledelseskoncepter kan også virke marginaliserende, hvor særligt stress, udbrændthed og udmattende selvudvikling ses som nye typer af alvorlige og udstødende arbejdsmiljøproblemer.

Med temaet ’ledelse og udstødning’ vil vi gerne fokusere på ledelsens rolle og undersøge, om det er muligt at træffe mere inkluderende valg og strategier.

Nadia Prætorius indleder workshoppen med fortællinger om hvordan mennesker kan komme i klemme i ledelsessystemerne og blive alvorligt syge af det. Hvad er det egentlig for ledelseskoncepter som, Nadia advarer imod – hvordan kan vi kende faresignalerne – og kan vi gøre noget for at ændre de udstødende effekter af ny management? Det har Henrik L. Lund også nogle bud på. Med øje på fagbevægelsen og på organisationen i forandring, vil Henrik pege på steder, hvor det måske kan nytte at tænke i beskyttelse og i fællesskab.

 

Workshop ledelse: Kurt Aagaard Nielsen

 

Det rummelige arbejdsmarked – utopi eller virkelighed?

Der ser ud til, at det glade budskab ikke altid når frem - der er brug for mere viden, debat og dialog om hverdagen på det ”rummelige arbejdsmarked”, hvis de gode muligheder også skal nå ud til virksomhederne.

Denne workshop undersøger problemer og perspektiver for det rummelige arbejdsmarked. Hvilke fordele og ulemper er der i forbindelse med ansættelser i fleks- og/ eller skånejob ? Er det rummelige arbejdsmarked gennem fleks- og skånejob en realitet eller en utopi ?

Merete Hornecker vil indlede workshoppen med at fortælle om Lafs arbejde og målsætninger. Herudover vil Lejf Juul fra Juulgruppen A/S, fortælle om sine og virksomhedens erfaringer med ansættelse af udviklingshæmmede.

Workshoppen vil blive ledet af konsulent Hans Dankert, som bl.a. vil interviewe Pernille Neumann, socialrådgiver, som idag er ansat som socialrådgiver via fleksjobordningen i Albertslund Kommune, Gert Larsen, maskinarbejder, som er ansat via fleksjobordningen på virksomheden Nilpeter (trykkerimaskiner), samt Martin Rasmussen, som er ansat i et skånejob som vicevært i en boligforening i Roskilde.

 

Workshop ledelse: Hans Dankert

 

Omstillingsprocesser, dokumentation og evalueringsskemaer - ansat i det offentlige?

Et væld af organisationskoncepter og personaleteorier gennemsyrer på skift de konstante omstillingsprocesser på de offentlige arbejdspladser. Det sidste års tid har der tilmed været voldsomme dabatter om stregkoder, tests og andre nye administrative tiltag. Forskellige grupper som lærere, socialrådgivere og sosu-assistenter har anklaget nye tiltag for at være bureaukratiske kontrolredskaber - eller slet og ret uegnede instrumenter i forhold til det konkrete arbejde.

Hvad er egentlig problemet og hvilke alternativer til den aktuelle udvikling kan bane vejen for et bedre arbejdsliv i det offentlige?

Diskussionen anspores af et oplæg ved Janne Gleerup, der belyser hovedlinierne i den såkaldte offentlige moderniseringspolitik og stiller skarpt på den dominerende tankegang – fænomenet New Public Management.

 

Workshop ledelse: Janne Gleerup

 

Vikarbureauer – fremtidens arbejdsliv i den såkaldte danske flexicuritymodel?

Antallet af vikarbureauer der leverer arbejdskraft til det offentlige er steget kraftigt de senere år. Hvad er denne udvikling et udtryk for? Hvorfor søger så mange medarbejdere over i vikarbranchen? Hvordan ændrer vikarforbruget arbejdet og arbejdsvilkårene for de fastansatte? Skaber vikarkulturen mere ustabile vilkår for lønmodtagerne eller omvendt mere frihed og fleksibilitet for den enkelte? Hvordan forholder fagforeningerne sig til udviklingen? Disse spørgsmål rejses og diskuteres i workshoppen. Vi får input fra Anne Mette Rasmussen og Kamille Godrim Jakobsen der netop har skrevet speciale om hvorfor man frivilligt vælger vikararbejdet til, samt fra Berit Petersen fra 3f Industri og Service i København der fortæller om fagforeningens erfaringer med vikargennembruddet på det danske arbejdsmarked.

 

Workshop ledelse: Janne Gleerup

RUC

Roskilde Universitetscenter
Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring